Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
april 2002
Kommunerne satser på kultur
Søndag Aftens årlige opgørelse over kommunernes kulturbudgetter viser, at kulturudgifterne fortsat stiger
Kommunerne satser stadig på kulturen. Den første opgørelse over samtlige kommuners kulturbudgetter viser en stigning fra 2001 til 2002. Kommunerne bruger 123 mio mere til kultur i 2002 end man brugte i 2001 - ud over løn- og prisfremskrivninger. I procent steg kulturudgifterne med 3,3% fra 2001 til 2002. Alle kulturområder er vokset i udgifter, men stigningen er størst på det udefinerede budgetområde andre kulturelle opgaver.
Søndag Aften har på baggrund af Kommunernes Landsforenings officielle tal for 2002-budgetterne, gennemført en samlet analyse af udviklingen i de kommunale budgetter.
Det samlede kulturområde har fået en nettostigning i udgifter på 3,3% ud over den generelle løn-og prisfremskrivning på 2,6%. Søndag Aftens tal er renset for pris- og lønstigninger. De generelle tal dækker over store forskelle mellem kommunerne, både i faktiske udgifter og forskelle i udviklingsretning.
Kommunerne har taget godt imod den nye museumslov og forøget museumsudgifterne med 3,3%. Udgiften til folkebiblioteker er steget med 2%, til musik med 2,9% og til teatre med 0,5%. Stigningen i teaterudgifter kan siges at være beskeden, men skal ses som en radikal ændring i forhold til de seneste års konstante kommunale teaterbesparelser.
Biblioteksbudgetterne er øget med 46 mio. Det skal ses i sammenhæng med den nye bibliotekslov, som tilfører kommunerne 50 mio i bloktilskud. Kommunerne kan frit disponere over disse penge men man har altså i 2002 - samlet set - valgt at bruge bloktilskudet til formålet.